Danish(DK)English (United Kingdom)

Nyheder!

2011-05-30

Online Webbooking

Pr. 30. maj 2011 kan vi nu tilbyde vores kunder Webbooking af kurerprodukterne Economy, Express og landevejstransporter online på vores hjemmeside.

Hvis du ønsker at gøre brug af Webbooking, beder vi dig venligst tage kontakt til Casper Christensen på tlf. 9676 3632, hvor du kan få yderligere information om oprettelse af Online Webbooking.

2011-02-09

Pressemeddelelse

"INTERFJORD har etableret selvstændigt selskab i Frederikshavn.

Med virkning pr. 1. januar 2011 har vi lagt vore aktiviteter i vor afdeling i Frederikshavn over i et selvstændigt selskab, som nu hedder INTERFJORD Frederikshavn A/S.

Det nye selskab skabes efter modellen fra Glyngøre, hvor medarbejdere bliver partner i selskabet, således får de to medarbejdere i Frederikshavn, henholdsvis den 48-årige Hans Thomsen samt den 27-årige Kaspar Haller Jensen, begge medejerskab i form af aktier i det nye selskab.

Hans Thomsen med mange års erfaring med transporter til/fra det skandinaviske marked udnævnes til Operational Manager for selskabets Scandinavian Service, som omfatter landevejstransporter til/fra Skandinavien.

Kaspar Haller Jensen kommer fra en stilling hos M.A.N. Diesel i Frederikshavn og udnævnes til Operational Manager for selskabets Global Service, som omfatter transporter med en bred produktpalette, som landevejstransporter til kontinentet, sø, luft og kurerfragter world wide.

Med deres kendskab til det nordjyske får Hans Thomsen og Kaspar Haller Jensen til opgave at videreudvikle og udbygge forretningen med flere nye kunder i området.

Pr. 1. januar 2011 har vi ligeledes ansat en speditørelev, som skal hjælpe til med de forskellige opgaver i det nye selskab.

Overgangen til et selvstændigt selskab er et led i vores strategi om at markedsføre vore produkter i et nyt område og styrke vor afdeling samt vor position i det Nordjyske. det sker ved, at vi bygger virkromheden op efter samme principper, som er sket for moderselskabet INTERFJORD A/S.

Moderselskabet er bygget op omkring 4 medarbejdere, som er partnere i virksomheden, og ved at gøre vore nøglemedarbejdere i det Nordjyske til partnere i et nystiftet selskab får vi tilført en dynamik og drivkraft, som giver os gode betingelser for vækst og udviklingsmuligheder i et område, der rummer et stort potentiale.

Med kombinationen af mange års erfaring med gode relationer til kunder samt et solidt stykke salgsarbejde og implementering af nye produkter er der allerede skabt et godt fundament for det nye selskab, som vil blive markedsført som INTERFJORD Local Support - Global Transport, og det fremadrettede arbejde vil fortsat være at videreudvikle vore produkter gennem høj kvalitet og en særlig god service, som skaber værdier for vore kunder og vor virksomhed.

Bestyrelsen i det nye selskab består af de to nye partnere, Hans Thomsen og Kaspar Haller Jensen, samt partnerne i moderselskabet, formand Casper Christensen, Henrik Markussen, Claus Laustsen og Jens Holmgaard Pedersen."

2011-01-01

Pr. 1. januar 2010 har vi ansat Kristina Carøe Nicolajsen som elev. Kristina skal supportere i Global Service i Frederikshavn, hvor hun tager sig af booking og kundebetjening i afdelingen, ligesom hun ofte er at se i vores kurerbil på den daglige indhentningstur.

2011-01-01

Med virkning pr. 1.1.2011 træder nye INCOTERMS i kraft.

Følgende ændringer:


DAF, DES, DEQ og DDU udgår, ind kommer

DAP - Leveret på sted

DAT - Leveret på terminal

2010-08-15

Pr. 1. september 2010 har vi ansat Kristian Bækkedal Dalgaard som elev. Kristian får til en start sin daglige gang i Global Service i Glyngøre, hvor han tager sig af booking og kundebetjening af kurerprodukter, ligesom han ofte er at se ude blandt vore kunder på den daglige indhentningstur.

2010-05-01

INTERFJORD i det Nordjyske.


INTERFJORD A/S har etableret filialkontor i Frederikshavn.


For et år siden, overtog vi kontor og aktiviteterne efter OC Transport samt kontorets ene ansatte, den lokale og erfarne transportmand Hans Thomsen, som primært har været beskæftiget med transporter til/fra de skandinaviske markeder.


Efter et år med støt stigende aktiviteter i vor Nordjyske afdeling, har vi besluttet os for, at sætte fokus på virksomhedens øvrige produkter.


Derfor har vi ansat Kaspar Haller Jensen som har 5 års transporterfaring hos MAN Diesel i Frederikshavn, og sammen med Hans Thomsen skal de to stå i spidsen for implementering af vore Global Service produkter i det Nordjyske.


INTERFJORD blev etableret i Glyngøre i 1990 som en familieejet transportvirksomhed, med fokus primært rettet mod transport- og speditionsopgaver ad landevej i Europa.


I dag er INTERFJORD en partnerejet transport virksomhed, og vi har udviklet virksomheden, så vi i dag er bredere konsolideret med flere produkter og flere kunder.


Placeringen i Frederikshavn passer godt for vore aktiviteter til/fra Skandinavien og branchens mange sammenlægninger og centraliseringer gør, at vi finder det er rette tidspunkt for vor plan om videreudvikling af vor afdeling i det Nordjyske.


Med vor koncept som bygger på den personlige kontakt til kunden sammenholdt med en brede vifte af internationale transportløsninger af høj kvalitet og service i absolut særklasse, føler vi os overbeviste om, at behovet og potentialet til, at etablere os, som en værdig lokal samarbejdspartner er til stede.

2010-02-01

Vi har pr. 1. februar haft fornøjelsen at byde vores nye elev Laura Hammer velkommen i teamet.

Laura er pr. 1. februar påbegyndt sin elevuddannelse som speditør.

2010-02-01

Marpol tillæg pr. 1. februar 2010

Nye grænseværdier for svovlindhold i fuel olie

Inden for MARPOL bestemmelserne vil der i 2010 ske betydelige ændringer for søfarten i ECA (Emission Control Area) områderne Østersøen og Nordsøen.

Fra og med 1. januar 2010 må der ved havneophold kun anvendes olie med maksimum 0,1% svovlindhold (Gasoil). Færgeselskaberne kræver kompensation for de øgede omkostninger - og har allerede pr. 1. januar indført et særligt tillæg på SEK 1,28 / EUR 0,128 pr. meter bil.

Fra og med 1. juli 2010 må der til søs udelukkende anvendes olie med maksimum 1,0% svovlindhold. Denne ændring vil også fordyre færgeselskabernes omkostninger, som de ser sig nødsaget til at kompensere for. Omfanget af dette vil der senere komme informationer omkring.

Men de ændrede forhold, som allerede har gjort sig gældende pr. 1. januar 2010, har gjort, at vi pr. 1. februar 2010 opkræver et MARPOL tillæg på forsendelser til / fra Norge og Sverige. 0,35% af fragten / minimum DKK 9,00 pr. forsendelse.

Vi beklager disse meromkostninger, som desværre er uden for vores kontrol.

2009-12-05

Morsø Bank uddeler hvert år en iværksætterpris til en virksomhed i bankens markedsområde for at påskønne en iværksætters arbejde og anerkende medarbejdernes indsats i virksomheden. I år gik prisen til Interfjord A/S. Halvdelen af prisen på 15.000 kr. er øremærket til medarbejderaktiviteter.

Pressemeddelelse

Interfjord A/S i Glyngøre får Morsø Banks Iværksætterpris 2009

Morsø Bank lancerede for et par år siden en iværksætterpris i bankens markedsområde i Midt- og Vestjylland – til årlig uddeling i november måned.Formålet med prisen er at påskønne en iværksætters arbejde og anerkende medarbejdernes indsats i virksomheden.Prisen er på 15.000 kr. – hvoraf halvdelen skal anvendes til medarbejderaktiviteter. Alle iværksættere og nystartede selvstændige erhvervsdrivende i bankens virkeområde kan indstilles til prisen.Vinderen af prisen i 2009 er netop blevet udvalgt blandt 17 indstillede kandidater – og det blev Interfjord A/S i Glyngøre.

4 ligeværdige partnere
Familiefirmaet Interfjord Spedition A/S blev etableret tilbage i 1990. I januar 2007 fik fire partnere muligheden for at overtage alle aktiviteter i dette firma. De tre af dem, Henrik Markussen, Jens Holmgaard Pedersen og Claus Laustsen arbejdede allerede som speditører i Interfjord Spedition A/S, og sammen med Casper Christensen, der kom udefra, stiftede de som ligeværdige partnere Interfjord A/S. Det nyopståede speditionsfirma byggede i princippet videre på det hidtidige koncept om at formidle transport på bedste og billigste vis, og de har siden udviklet konceptet med flere produkter og flere kunder på det globale transportmarked.

Styrken er fleksibilitet

Vi kom rigtig godt fra start, siger én af partnerne, Jens Holmgaard Pedersen. Vores styrke i et svært transportmarked er uden tvivl, at vi er fleksible. Ganske vist har vi selv biler i charter, men via underleverandører og samarbejdspartnere både inden for landets grænser og udenlands formår vi at tilbyde transportløsninger både med bil, skib og fly, der er tilpasset den enkelte kundes behov. Vi er således et rent handelshus, der altid finder den billigste transport til enhver lejlighed. Den personlige kontakt og den individuelle behandling af kunderne er det, vi vægter højest, og sker der f.eks. noget negativt i et transportforløb, så er det os, der kontakter kunder, og ikke omvendt. Vi følger nemlig varen hele vejen fra afgang til modtagelse, og meget foregår selvfølgelig over nettet.

Fordobling af omsætning og medarbejdere

Vi formidler transport worldwide, og omsætningen er fordoblet på de 2 år, partnerne har ageret på markedet, ligesom medarbejderstaben er mere end det dobbelte af, hvad den var, da Interfjord A/S blev stiftet. Medarbejderne er uden tvivl vores vigtigste aktiv, lægger Jens Holmgaard Pedersen ikke skjul på, og de fire partnere er altid dem, der går forrest i kampen om at fastholde andelen på markedet.

Vi har alle mange års erfaring på området, vi kører efter et fælles mål,, og omend vi ikke altid er enige om alting og selvfølgelig har hver vores mening, så er vi aldrig i tvivl om, hvilken vej vi skal.

Flere afdelinger

Local support – global transport, som er firmaets motto, betyder også etablering af afdelinger uden for Glyngøre. Sidste år åbnede Interfjord A/S således en afdeling ved Viborg med nu 4 medarbejdere, og det er med ønsket om at være lokale også der, hvor firmaet etablerer sig, og kopiere den lokale succes til andre steder. En afdeling i Frederikshavn er også kommet til i år bemandet med en medarbejder med stor lokal kompetence, oplyser Jens Holmgaard Pedersen.

Således har transportfirmaet hele tiden øje for nye muligheder på markedet. Firmaet tør i krisetider, hvor andre måske er mere tilbageholdende. En aggressiv salgspolitik har bevirket, at Interfjord A/S er gået fra at være en virksomhed, som ikke var kendt af ret mange, til at være en fremadstormende, velrenommeret virksomhed i vækst.

Idégrundlag og succes er afgørende

De seneste to år er iværksætterprisen gået til en Herning virksomhed, i 2007 til Averhoff Energi Anlæg A/S, og sidste år til Quick Care A/S. Det er iværksætterens idégrundlag og succes, der er afgørende for valget af prisvinderen. Ud over at virksomheden skal være hjemhørende i bankens markedsområde, har den geografiske placering ingen betydning for afgørelsen, siger bankdirektør Torben Sørensen fra Morsø Bank.

I dommerkomiteen deltager bankens filialdirektører sammen med repræsentanter fra erhvervsrådene i bankens markedsområde.

Historien om Interfjord er en rigtig succeshistorie om at formå at klare sig i den svære transportbranche, også i krisetider. Firmaet har ved hårdt arbejde og satsninger og i tæt dialog med kunderne bevaret fodfæstet som en god og seriøs samarbejdspartner, og samtidig er målsætningen om fortsat at være lokalt forankret intakt, siger Torben Sørensen.

Derfor er Interfjord A/S en særdeles værdig modtager af Morsø Banks Iværksætterpris 2009, slutter han.

Direktør Torben Sørensen, Morsø Bank, sagde i sin tale i forbindelse med overrækkelsen:

"Morsø Bank lancerede for et par år siden en iværksætterpris i bankens markedsområde i Midt- og Vestjylland – til årlig uddeling i november måned.

Formålet med prisen er at påskønne en iværksætters arbejde og anerkende medarbejdernes indsats i virksomheden.

Prisen er på 15.000 kr. – hvoraf halvdelen skal anvendes til medarbejderaktiviteter.

Alle iværksættere og nystartede selvstændige erhvervsdrivende i bankens virkeområde kan indstilles til prisen.

Dommerkomiteen, som består af Morsø Banks filialdirektører i samarbejde med repræsentanter fra de lokale erhvervsråd, har været på hårdt arbejde. For der var via bankens hjemmeside indkommet i alt 17 forslag fordelt på alle bankens markedsområder.

Men efter grundige drøftelser og research var komiteen ikke i tvivl: Morsø Banks Iværksætterpris 2009 tildeles Interfjord A/S i Glyngøre.

I en svær tid har I fire partnere turdet satse, allerede da I i januar 2007 købte aktiviteterne i Interfjord Spedition A/S og stiftede Interfjord A/S. Firmaet er siden da ekspanderet med stormskridt, og medarbejderstaben er øget fra 8 til 17 på to år. Jeres formidling af et bredt udvalg af produkter af høj kvalitet og service på det internationale transportmarked er slået an, og nye afdelinger er kommet til, én i Løgstrup, og i år endnu én i Frederikshavn.

Førhen var virksomheden nok ikke kendt af så mange, men i dag fremstår den som veletableret i den hårde transportbranche, hvor I har formået at få fodfæste, selv i krisetider, og det skyldes ikke mindst hårdt arbejde fra jeres side.

At I vægter den tætte individuelle dialog med kunderne, og at jeres målsætning fortsat er at være lokalt forankret og fastholde positionen som en god og seriøs samarbejdspartner med format til at betjene kunder overalt er også positive elementer, som dommerkomiteen har lagt vægt på i udvælgelsesprocessen. Jeres motto ”local support – global transport” opfyldes 100%.

Jeg vil derfor bede filialdirektør Arne Søndergaard fra bankens hovedafdeling i Nykøbing om at overrække Morsø Banks Iværksætterpris 2009."

og adm. dir. Jens Holmgaard Pedersen kvitterede efter overrækkelsen med disse ord:

"Vi vil gerne sige tak for den flotte pris og de flotte ord. Interfjord Spedition A/S var indtil for 3 år siden et familieforetagende. I dag er vi en partnerejet virksomhed. Vi fik muligheden for at lave et tidligt generationsskifte for virksomheden. Vi kunne se store muligheder i at gøre virksomheden til en partnerejet virksomhed.

Således købte vi navnet INTERFJORD og dets aktiviteter - og etablerede et nyt selskab, INTERFJORD A/S. Vores slogan er "Local Support - Global Transport".

Det ligeværdige partnerskab består af vores kollega siden 1993, økonomichef og operationschef for Scandinavian Service, Claus Laustsen. Vores kollega siden 2003 og dengang nyudlærte elev og nu operationschef for Global Service, Henrik Markussen, og vores mand, som kommer udefra med 10 års erfaring fra luftfragtsbranchen, salgschef Casper Christensen, og undertegnede.

Jeg er meget glad for, at vi sammen greb muligheden. Vi er beslutsomme, og vi supplerer hinanden godt. De fælles mål og ideer, vi hver især har for virksomheden, har indtil nu givet os nogle fine resultater.

Vi er blevet taget rigtig godt imod af lokale kunder, men også af kunder uden for lokalområdet. Vi er hjulpet godt på vej af deres loyalitet, og det nyder vi godt af i disse tider, hvor vinden blæser med større kraft. Vi er vokset fra 8-17 medarbejdere, og vi har etableret filialkontorer i Viborg og Frederikshavn.

Vi har et godt team af fagligt dygtige medarbejdere, som engagerer sig i deres arbejde. Det er helt fortjent, at prisen også går til medarbejderne. Vi har ikke kunnet skabe vores resultater uden et godt team.

Træerne gror ikke ind i himlen - derfor er vi også lidt ydmyge, ikke mindst over at modtage denne flotte pris. Vi vil fortsætte det gode arbejde, og også fremover vil vi værne om virksomhedens koncept og de gode værdier. Vi siger tak til Morsø Bank for det gode samarbejde.

Vi vægter det lokale samarbejde, og vi er glade for et lokalt pengeinstitut, som tager initiativ til en række lokale aktiviteter. I støtter op omkring de lokale virksomheders aktiviteter. I støtter også diverse foreninger og idrætsklubber, som nyder godt af jeres støtte. Og på Mors har vi LIGA håndbold, takket være Morsø Bank. Endnu engang tak for prisen, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde."

2009-09-01

Indførelse af miljøtillæg pr. 1. september 2009

INTERFJORD oplever ligesom andre erhvervsvirksomheder stigende krav til miljøet, herunder også miljørigtig transport. Som følge heraf, oplever vi flere omkostninger til sortering og bortskaffelse af emballager fra vore kontorer og terminaler, ligesom vi oplever stigende omkostninger til hovedparten af vore leverandører, herunder vognmænd, kurer samt luft og sø fragt udbydere.

Vi har derfor besluttet os for at indføre et mijløtillæg pr. 1. september 2009.

Miljøtillægget vil være som følger:

Kurer express & economy DKK 18,00 pr. forsendelse

Lastbil, luft og sø fragt DKK 42,00 pr. forsendelse

2009-06-01

Vi er meget glade for at byde Johan Schmidt Klausen velkommen til INTERFJORD!

Johan er pr. 1/6 startet hos Interfjord, og efter sommerferien påbegynder han sin elevuddannelse som speditør.

Håber alle vil tage rigtig godt imod ham.

2009-05-18

Ny mand og åbning af afdeling i Frederikshavn!

Vi har pr. medio maj ansat Hans Thomsen som Branch Manager i vor nyåbnede afdeling på Havnepladsen i Frederikshavn.

Hans Thomsen har gjort karriere i branchen siden 1979, og det er således en erfaren og rutineret speditør, der kommer til at stå i spidsen for vor nyeoprettede afdeling.

Hans Thomsen skal betjene gamle såvel som nye kunder på det svenske marked. På sigt er det planen, at videreføre vor produkter fra Global Service til det nordjyske, og således vil hele vor produkt portefølje blive introduceret i Frederikshavn og det øvrige Nordjylland.

Hans Thomsen vil naturligvis komme til at stå i spidsen for vor Frederikshavn afdeling.

Vi byder Hans Thomsen velkommen i vor virksomhed, og det er vort håb og ønske, at nye såvel som gamle kunder og samarbejdspartnere vil tage godt imod Hans Thomsen.